Min gamle bil gik ikke gennem syn, og der var ingen grund til at smide mange tusind kroner i en bil, som ikke ville blive klar til syn alligevel, så det var sidste tur, jeg kørte i Lillian, for ja det hed min gamle Ford, for hun var en temperamentsfuld dame. Det var lidt vemodigt, men det eneste, der holdt mig kørende, var tanken om, at andre også kunne se, hun stadig havde værdi. Ikke som bil, men som skrot. Selv i det mest rustne, gamle og faldefærdige er der noget, der kan omsættes og komme til gode andre steder.
Hvorfor ikke tjene på det
Jeg kunne have afleveret hende mange steder, for skrottes, det skal hun, men nu jeg ved, det er muligt at få en skrotpræmie, så var det en bedre løsning. Desuden var det ikke langt fra, hvor jeg boede, og jeg havde fået tilladelse til at liste hende ud på den sidste tur, for a få hende stedt til hvile. Så jeg fik en kammerat til at tage med – jeg skulle jo også hjem igen.
Jeg var overrasket over, der var så meget værdi i hende. Ja hun havde haft værdi for mig, så længe jeg havde ejet hende, men her var der gode muligheder for at have til udbetalingen til Lillian 2. Pengene er ikke så store for tiden, så helt ny bil bliver det ikke, men det er rart at vide, at når bilen ikke kan mere, så kan den alligevel få det sidste ord og lidt mønt i mine lommer.
Hun lev afleveret i god stil, de levede op til det, jeg havde forventet, efter at have snakket med dem, og så var det egentlig det. Hurtigt og effektivt, og jeg kunne sætte mig ind i kammeratens bil for i en kort periode at nyde livet som passager.
Published by